Jeg er selv ingeniør i en stilling med jobløn, dog i det private og ikke offentligt/statsligt ansat. Jeg kan også nikke genkendende til problemet med, at der ikke rigtig er perioder med lav belastning, hvor man så arbejder lidt mindre for at kompensere for de ubetalte ekstratimer man har lagt på andre tidpunkter. Vi ligger med 100-150% belastning i vores afdeling, så når man lige har haft en periode med 50t hver uge, så er “aflastningen” at man kan nøjes med 37, hvilket jo absolut ikke er ideen bag jobløn.
Hvis det offentlige ikke formår at reducere arbejdspresset, og samtidig har lignende vilkår, så kan jeg godt forstå folk smutter. Jeg gad ikke lave den samme mængde arbejde som jeg gør nu, men for 30% mindre i løn.
Jeg tror efterhånden at det er samme analyse der foregår på tværs af ministerierne. Hvis ikke man formår at skabe et ordentligt arbejdsmiljø, så får man på sigt udfordringer med at ansætte kvalificerede mennesker. Situationen nu er at man skal være lidt en ildsjæl for at arbejde i et ministerie i en længere periode, for det er ikke lønnen eller fritiden man får ud af det.
Jeg er glad for at se akademikere komme på banen, selvom jeg ikke selv er en. Det er ret udbredt i alle brancher at bare fordi man får en løn som er lidt højere end absolut minimum, så skal man være til rådighed 24/7.
Derfor er det glædeligt at dem som faktisk får en pæn løn også tør sige fra overfor de stigende forventninger om “interesse timer”.
Det er lidt for nemt for virksomheder (og institutioner) at give en ansat en leder-hat på hovedet og så ellers skide på om der er ordentlige og realistiske arbejdsforhold.
Forhåbentlig kan den kommende lovgivning om tidsregistrering være med til at belyse problemet.
Det handler ikke om løn og titler. Det handler om hvad der er rimeligt at forvente af et almindeligt ansættelsesforhold. Jeg mener at mange er presset langt over grænsen i balancen mellem fritid og arbejde, så de reelt ikke “har et liv” i den arbejdsdygtige alder. Det skal simpelthen være muligt at passe sit arbejde OG have fritid til at leve, ellers kan det være ligegyldigt.
Referat af teksten: Akademikere, herunder jurister, økonomer, og ingeniører, kræver kompensation eller afspadsering for merarbejde og ønsker bedre regulering af arbejdstiden. Ifølge den nuværende overenskomst kompenseres der kun for merarbejde i særlige situationer. Hovedorganisationen Akademikerne (AC) ønsker at forbedre mulighederne for at få betaling eller afspadsering for ekstra arbejde og møder op til overenskomstforhandlinger med dette krav.
Formanden for AC, Lisbeth Lintz, påpeger, at behovet for arbejde ikke længere varierer over tid, og at medlemmerne konstant står over for travlhed uden perioder med mindre tryk. De ønsker mere fleksible og rimelige regler og foreslår, at fuldmægtige som udgangspunkt skal have mulighed for at afspadsere merarbejde. En undersøgelse blandt medlemmer af Djøf viser, at 74 procent overvejer eller allerede søger nyt job på grund af det store arbejdspres, og 40 procent mener, at de kun kan holde til de nuværende krav i to år.
AC bringer også et forslag om en opsparingskonto til forhandlingerne, hvor indbetalinger ud over 15 procent til pension skal sættes ind på en særlig konto i pensionskasserne. Dette vil give akademikere mulighed for fleksibilitet og orlov med fuld løn. AC estimerer, at dette kan resultere i op til 3-4 måneders lønnet orlov over 8-10 år.
Stadig flere akademikere forlader job i staten, og sygefraværet er steget. AC ser dette som tegn på problemer og ønsker mere fokus på balance mellem arbejde og privatliv. Forhandlingerne vil finde sted i kølvandet på den trepartsaftale, der gav visse grupper af offentlige ansatte et lønløft, og eksperter forventer diskussioner om arbejdstid som en udfordrende faktor.